HANS OG GRETE.

Engang for mange, mange år siden boede der i udkanten af en stor skov en brændehugger med sin kone og sine to børn, en dreng og en pige. Drengen hed Hans og den lille lyslokkede pige hed Grete. Brændehuggeren var meget fattig, og det skete tit, at de ikke kunne spise sig mætte. En aften, da faderen ikke vidste sine levende råd for at skaffe sin familie noget at spise, sukkede han dybt af bekymring og sagde til sin kone: >>Ak, kone, hvad skal vi dog gøre? Jeg har ikke en eneste skilling at give dig til at købe brød for.<< Hans kone, som kun tænkte på sig selv, svarede straks: >>Ved du hvad, mand? I morgen tidlig tager vi børnene med os ud i skoven, der hvor den er allertættest. Her holder vi hvil, og når børnene er optaget af noget andet, går vi fra dem. De kan umuligt finde vej hjem helt alene.<< Manden blev helt forfærdet og udbrød: >>Jamen, kone, det kan vi da ikke gøre! De er dog vore børn! Vi må finde en anden udvej.<< >>Der er ingen anden udvej,<< svarede hans kone. >>Vil du måske have, at vi alle sammen skal dø af sult?<< Men Hans og Grete havde været så sultne, at de ikke kunne falde i søvn, og de havde hørt hvert et ord, der blev sagt, selv om moderen havde talt meget sagte. Den lille Grete græd og var helt utrøstelig. >>Hørte du det, Hans? Hun vil efterlade os helt alene ude i skoven.<< >>Græd ikke, lille Grete,<< sagde Hans. >>Jeg skal nok finde på råd. Læg dig kun ned og sov.<< Da Grete var faldet i søvn, stod Hans ganske forsigtigt op af sengen, klædte sig hurtigt på og gik udenfor. Månen hang som en stor, rund lampe på himlen. Den skinnede så klart, at de hvide kiselsten, der lå uden for huset, glimrede og glitrede i lyset. Hans samlede så mange sten sammen, som han kunne fylde i lommerne, og så gik han atter tilbage til huset og lagde selv ganske roligt til at sove. Den næste morgen, så snart solen stod op, vækkede moderen de to børn. >>Stå op, I syvsovere! Vi skal ud i skoven og hente brænde!<< Faderen så meget bedrøvet ud, da han gav dem to stykker brød. >>Her har I hver et stykke brød. Det er det sidste, vi har. Spis nu ikke det hele på én gang.<< Grete bar på brødene, faderen tog en skovøkse på nakken og moderen en brændekurv over skulderen. Hans gik allerbagest, og nu og da lod han et par kiselsten falde til jorden, efterhånden som de gik. Da de var kommet dybt ind i skoven, sagde faderen: >>Nu går vi ud for at samle brænde til et bål, I kan varme jer ved. Bliv her imens.<< Derpå forsvandt forældrene ind i skoven, og børnene satte sig på en træstub og hvilede sig. Lige over for dem i et træ med de kønneste, blå blomster sad to egern og spiste grønne blade. De så så sjove ud, at Hans og Grete ikke kunne lade være med at le. Men snart blev de sultne, for det var næsten middag, og de spiste af de brød, faderen havde givet dem. Da de var mætte, lagde de sig til at sove, og de vågnede ikke, før det var mørkt. Grete blev meget forskrækket og sagde: >>Åh, Hans, far og mor er sikkert langt væk. Hvordan skal vi dog bære os ad med at finde hjem?<< Men Hans svarede roligt. >>Vent blot lidt, Grete, til månen står op, så skal jeg nok finde vej hjem.<< Det var næsten, som om månen havde hørt, hvad Hans lovede sin lille søster, for i det samme kom den frem på himlen og hang dér stor og rund og lod sit lys skinne ned mellem skovens træer. >>Der er jo månen, Hans,<< udbrød Grete glad. >>Ja, der kan du bare se,<< svarede Hans. >>Men nu må vi se at finde vejen hjem. Hold mig i hånden, så du ikke falder.<< Forsigtigt førte Hans den lille pige gennem skoven, mens han fulgte de blinkende sten, som han havde ladet falde på jorden om morgenen. De to børn vandrede af sted hele natten, og da solen stod op, bankede de på døren til forældrenes hus. Da moderen så Hans og Grete, gav hun sig straks til at skælde dem ud, selv om hun udmærket vidste, at det var hende, der havde efterladt dem ude i skoven. >>Hvor har I dog været hele natten, I slemme børn?<< sagde hun. Men faderen blev meget glad og lettet over at se sine børn igen. Det varede imidlertid ikke længe, før moderen igen begyndte at gøre vrøvl over, at børnene spiste alt for meget uden at gøre nogen gavn. Den stakkels brændehugger anede ikke, hvad han skulle stille op, for han kunne ikke tjene nok til, at de alle sammen kunne blive mætte. En skønne dag mistede moderen tålmodigheden og sagde: >>Mand, vi bliver nødt til at tage børnene med ud i skoven endnu en gang og efterlade dem dér.<< >>Sig ikke sådan noget, kone,<< sagde brændehuggeren fortvivlet. Men hun var hverken til at hugge eller stikke i. >>Tror du måske,  jeg har tænkt mig at sulte? I morgen tager vi dem atter med ud i skoven, og denne gang skal jeg nok sørge for, at de ikke finder hjem.<< Hans og Grete lå på knæ oppe på trappeafsatsen og lyttede. De blev frygtelig bange ved tanken om, at de atter skulle efterlades ude i skoven. Men så kom Hans i tanker om stenene foran huset, som én gang før havde hjulpet dem til at finde vej. Senere, da alle i huset sov, listede drengen sig forsigtigt op af sengen og ned til den store dør. Men ak! Denne gang var den låst, og han kunne ikke komme udenfor. Grete græd hjerteskærende, da hun hørte det, men Hans trøstede hende, så godt han kunne. >>Græd ikke, lille søster. Læg dig blot ned og sov. Du skal se, den gode Gud hjælper os nok.<< Den næste morgen begav de sig alle fire ud i skoven. Hans og Grete gik forrest, hver med et brød i hænderne. I nattens løb havde Hans fundet ud af, at han kunne pille sit brød i stykker, og nu lod han krummerne falde på jorden, ligesom han havde gjort med kiselstenene. De ville sagtens kunne finde hjem igen, tænkte han. Da brændehuggeren endelig gjorde holdt, var børnene helt udmattede af den lange travetur. De lagde sig straks til at sove og vågnede først, da det var helt mørkt. Forældrene så de ikke noget til, for de var jo for længst gået deres vej. Månen stod ganske vist højt på himlen, men man kunne kun se den yderste, smalle rand af den, og lyset kunne næsten ikke trænge ned mellem træerne. Børnene syntes, der var meget uhyggeligt inde i skoven, og Grete var frygtelig bange. Hans tog sin søster i hånden og sagde: >>Du skal ikke være bange, Grete, jeg skal nok finde vej hjem.<< Men forgæves gik drengen omkring og ledte efter brødkrummerne, som han havde kastet fra sig. >>Alle krummerne er væk,<< udbrød han. >>Se, Grete, det er fuglene, der har spist dem. Hvorfor har de også gjort det?<< >>De har nok været sultne, skal du se, Hans,<< svarede Grete. >>Men hvordan skal vi nogen sinde kunne finde hjem? Hvor ville jeg ønske, at far ville komme og hjælpe os!<< Børnene gik omkring på må og få i skoven hele natten og hele den næsten dag, men de fandt ikke en eneste brødkrumme. Efterhånden var de både sultne og trætte og næsten ved at tabe modet, men pludselig kom de til en lysning i skoven, hvor der lå et meget mærkeligt lille hus. Hans tog Grete ved hånden og løb hen imod huset, og til deres store forbavselse så de, at det var et kagehus. Væggene var lavet af den fineste glasur, og det var pyntet med sukkerblomster og bolscher og honningkager. >>Har du set, Hans?<< udbrød Grete. >>Det er et hus, som er lavet af sukker og kager!<< >>Hurra,<< råbte Hans. >>Nu kan vi rigtig spise os mætte.<< Og som sagt, så gjort. Snart stod børnene og brækkede stykker af huset og syntes, det smagte vidunderligt. Grete skulle netop til at brække endnu et stykke af, da der lød en stemme inde fra huset: >>KNIK, KNAK, KNUS! HVEM SPISER AF MIT HUS?<< Hans og Grete blev så bange, at de slap det, de havde i hænderne. Døren gik op, og en meget gammel kone stod i døråbningen. Hun var så gammel, at hun måtte støtte sig til en stok, og hun rystede på hovedet, så hendes briller var lige ved at falde ned på næsen. >>Jamen, kære børn,<< sagde den gamle kone venligt. >>Hvad laver I helt alene herude i skoven? Kom dog indenfor i varmen.<< Så tog hun dem ved hånden og førte dem ind i sin lille stue. Det varede ikke længe, før Hans og Grete sad ved et dækket bord og spiste kager og æbler og drak mælk til. Da de var mætte, var de meget søvnige, og den gamle kone rendte to små senge til dem og puttede dem i seng. Men i virkeligheden var den gamle kone en ond heks, og da børnene var faldet i søvn, gned hun sig tilfreds i hænderne og lo: >>Nu har jeg jer! Mig skal i ikke slippe fra!<< Heksen havde kun ladet, som om hun var en venlig gammel kone, for at lokke børnene ind i sit hus. Da det blev morgen gik hun ind i sovekammeret til Hans og bar den sovende dreng ned i kælderen. Dér lukkede hun ham inde i et lille bitte tremmebur, hvor han næsten ikke kunne røre sig. Så gik hun op og vækkede Grete, der blev meget forskrækket. >>Se så at komme op, din syvsover!<< råbte heksen. >>Du skal feje inde i stuen og lave mad til din bror, så han kan blive dejlig fed! Og når han er blevet rigtig tyk, putter jeg ham i suppegryden!<< Den stakkels lille Grete græd, men hun var nødt til at gøre, som heksen sagde. Hver morgen gik den onde heks ned i kælderen til tremmeburet, hvor Hans sad indespærret, og hver morgen sagde hun: >>Stik fingeren frem, Hans, så jeg kan mærke, om du er fed nok!<< Men Hans var ikke så dum, og i stedet for at stikke sin finger ud gennem tremmerne stak han et hønseben ud til heksen. Der var temmelig mørkt nede i kælderen, og desuden så heksen ikke så forfærdelig godt, så hun opdagede ikke, at det var et hønseben, hun stod og følte på. Men hun undrede sig over, at han stadig var lige mager. En morgen, da heksen kom op fra kælderen, råbte hun til Grete: >>Sæt en gryde vand over, din dovenkrop! Nu vil jeg koge suppe på din bror, hvad enten han er fed eller ej!<< Derpå gik hun hen til bageovnen for at se til ilden. Lidt efter kaldte hun på Grete og sagde indsmigrende: >>Lille Grete, kom her hen til ovnen og hjælp mig med at se, om brødene er bagt. Du ved, jeg ser så dårligt.<< Men Grete anede uråd og derfor svarede hun: >>Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre. Kan du ikke vise mig det?<< Heksen blev rasende, rev ovndøren op og stak hovedet ind i ovnen. >>Sådan,<< skreg hun. >>Det kan vel ikke være så svært.<< Men ikke så snart havde heksen stukket hovedet ind i ovnen, før Grete gav hende et vældigt puf, så hun røg lige på hovedet ind i ilden. Heksen skreg og hylede, men Grete skyndte sig blot at smække ovndøren i og sætte den store slå for. Derpå løb hun ned i kælderen til sin bror. >>Hans! Hans!<< råbte hun, idet hun løb ned ad trapperne. >>Heksen er død! Vi er frelst! Nu kommer jeg med nøglen og lukker dig ud!<< Hans blev henrykt, da han hørte, at heksen var død, og han roste sin lille søster, fordi hun var så modig. I en fart fik Grete låst buret op, og så gik de to børn på opdagelse i heksens hus. Da de to søskende kom op på loftet, så de, at der stod nogle store trækister midt på gulvet. >>Hvad tror du, der er i dem?<< spurgte Grete. Hans skyndte sig at åbne dem, og til deres store forbavselse så børnene, at kisterne var fulde af perler og ædelstene, der glimtede og glitrede i alle regnbuens farver. Grete slog hænderne sammen og udbrød: >>Hvor er det vidunderligt! Nu er vi rige. Nu bliver far og mor glade, når vi ikke længere behøver at sulte!<< Hans fyldte sine lommer med perler og ædelstene, men Grete sagde: >>Hans, lad os skynde os væk herfra. Her er så uhyggeligt at være!<< Og med hinanden i hånden forlod børnene heksens hus. Efter nogen tids forløb kom børnene til en bred flod, men de kunne ingen bro se, hvor meget de end ledte. >>Hvad gør vi?<< spurgte Grete fortvivlet. >>Se, Grete!<< udbrød Hans. >>Der kommer en stor smuk svane. Vi spørger den, om den vil sejle os over til den modsatte bred.<< Da Hans kaldte på svanen, kom den straks glidende hen imod dem og lagde sig så tæt ved bredden, at Hans kunne sætte sig op på ryggen af den og bagefter hjælpe Grete op foran sig. Derefter svømmede den roligt og forsigtigt over mod den anden bred, hvor Hans og Grete gik i land. Så tog Hans sin lille søster ved hånden, for nu kendte han vejen hjem. Så snart børnene fik øje på deres forældres hus, begyndte de at løbe, og faderen, der hørte nogen komme, trådte udenfor for at se, hvem det kunne være. Stor blev hans glæde, da han fik øje på Hans og Grete, sunde og raske. Han bredte armene ud og omfavnede dem, og de lo og græd alle tre på én gang. Han fortalte dem, at deres mor var død. Efter at børnene var blevet efterladt i skoven, havde hun bittert fortrudt, hvad hun havde gjort, og hun var død af sorg. Hans fortalte faderen om heksens hus og gav ham alle ædelstenene, som han havde i lommen. Og fra den dag levede de tre lykkeligt sammen, og hver dag havde de nok at spise.