ROTTEFÆNGEREN FRA HAMELN.

Engang for længe, længe siden blev byen Hameln i Tyskland oversvømmet af så mange rotter, som man aldrig har set magen til hverken før eller siden. Det var store, fede dyr, som løb omkring i gaderne, selv ved højlys dag. De myldrede ind i alle husene, lagde sig til rette i sengene, og til sidst kunne man ikke bevæge sig uden at komme til at røre ved dem. Når byens borgere klædte sig på om morgenen, var der rotter alle vegne, i bukser og skørter, i sko og støvler. Og når folk skulle spise, havde de grådige dyr tømt både spisekamre og kældre. De holdt sig end ikke fra at springe op på bordet og spise maden lige for næsen af borgmesteren. Det var endnu værre om natten, for så snart lysene blev slukket, begyndte rotterne at gnave i alting, både gulve og lofter, skabe og døre. Og de lavede sådant et spektakel, at ingen kunne lukke et øje. Der var ingenting, der hjalp, hverken hunde eller katte, gift eller fælder. Jo flere rotter man slog ihjel, jo flere nye dukkede der op. Byens rådmænd mødtes på rådhuset for at drøfte, hvad man skulle stille op med denne forfærdelige rotteplage, men da de jo i forvejen havde forsøgt alle midler, så kom de ikke et skridt videre. >>Hvad stiller vi dog op?<< sukkede borgmesteren. >>Jeg er bange for, at byens borgere er ved at blive meget utålmodige.<< Og det havde han ganske ret i, for udenfor rådhuset stod der en stor skare mennesker, som højlydt krævede, at borgmesteren skaffede dem af med alle rotterne. Men netop den dag kom en fremmed til byen. Han gik lige op til byens rådhus, bankede på porten og bad om at måtte tale med borgmesteren. Han fortalte portneren, at hvis rådmændene ville betale ham godt, så skulle han nok befri byen for alle dens rotter, inden natten faldt på. Da rådmændene hørte det, udbrød de i munden på hinanden: >>Han må være en troldmand! Ham må vi passe på!<< Men borgmesteren, som var en kløgtig herre, beroligede dem og sagde: >>Hvis denne mand taler sandt, så må det være ham, der har sendt os disse ækle dyr på halsen. Og nu kommer han og lover at skaffe os af med dem for en sum penge. Han skal fanges i sit eget net. Overlad I blot det til mig.<< Også fik rottefængeren foretræde for byens råd. Han var en besynderlig fyr, klædt som en hofnar, med en lang sort kappe over skuldrene og en stor sort hat med en lang fjer i på hovedet. Desuden havde han en meget lang fløjte med sig. >>Hvis I betaler mig en skilling pr. hoved, skal jeg nok gøre det af med alle rotterne i Hameln,<< sagde han. >>En skilling pr. hoved!<< udbrød rådmændene i munden på hinanden. >>Jamen, det bliver jo flere millioner daler!<< >>Overlad I blot det til mig,<< sagde byens borgmester til sine rådmænd. Og til rottefængeren sagde han: >>Det er en aftale! Vi betaler dig en skilling pr. hoved.<< Så erklærede rottefængeren, at han ville begynde samme aften, når månen stod op. Men han stillede som betingelse, at alle byens borgere skulle holde sig inden døre og nøjes med at kikke ud af vinduerne. Borgmesteren sørgede straks for, at der gik bud ud i byen, og da indbyggerne hørte om handelen, udbrød de alle som én: >>En skilling pr. hoved! Men det kommer jo til at koste os en forfærdelig masse penge!<< >>Overlad blot det til borgmesteren,<< svarede rådmændene, og de gode borgere i Hameln gentog: >>Overlad blot det til borgmesteren!<< Da det blev aften, belavede rottefængeren sig på at skaffe byen af med alle rotterne. Og det var noget, han kendte til. Han havde før skaffet folk af med de rædsomste plager. Engang havde det været flagermus, og en anden gang - det var helt ovre i Kina - havde det været græshopper. Nu ventede han bare på, at månen skulle stå op, så han kunne begynde. Da det blev månelyst, stillede rottefængeren sig op foran rådhuset og begyndte at spille. Hele byen var som uddød, men mange mennesker slog vinduerne op for at kikke ud. Først spillede rottefængeren langsomt og indsmigrende, men efterhånden gik det hurtigere, og fløjtens triller gav genlyd mellem husene. Til sidst var melodien så gennemtrængende, at den nåede ud til de fjerneste stræder og gemmesteder i byen. Og nu kom rotterne frem - fra kældre og kviste, fra alle kroge og gemmesteder i huse og butikker. De løb ud af dørene, ud i stræderne og begyndte så i lange rækker at løbe hen imod rådhuset. Da torvet var helt fuldt, begyndte fløjtespilleren at spadsere ud af byen, og rotterne bevægede sig efter ham som en flodbølge, der skyllede gennem gaderne. Rottefængeren blev ved med at spille, lige til han kom til floden. Der trådte han ud i det lave vand, pegede ud i floden og sagde: >>Hop! Hop!<< Og uden at tøve sprang rotterne i, svømmede ud på midten og forsvandt i en hvirvelstrøm. De blev ved med at kaste sig i floden uden ophør, lige til det var midnat. Til allersidst kom der en stor, gammel rotte, som slæbte på en tyk bog med guldbeslag. Det var rotternes konge, og bogen var rotternes slægtsbog, hvor hver eneste rotte, der var født i byen, var indført. >>Er de her allesammen?<< spurgte rottefængeren. >>De er her allesammen,<< svarede den gamle rotte. >>Hvor mange var der?<< >>Ni hundrede og nioghalvfems tusinde ni hundrede og nioghalvfems.<< >>Tak skal du have, gamling,<< sagde rottefængeren. Og så sprang rotternes konge også i floden. Så spadserede rottefængeren tilbage til byen og gik i seng på kroen. Og for første gang i tre måneder sov indbyggerne i Hameln roligt og fredeligt i deres senge. Selv borgmesteren sov sødeligt i sin seng med et lille smil om læberne, for han havde regnet ud, hvordan byen kunne slippe for at betale rottefængeren. Den næste morgen samledes alle byens indbyggere foran rådhuset for at hylde borgmesteren, fordi han havde skaffet dem af med rotteplagen. Borgmesteren trådte ud på balkonen og stillede sig op, stor og bred, og holdt en tale. Alle rådmændene stod bag ham, og hver gang borgmesteren roste sig selv og sine kloge rådgivere, så nikkede de med hovederne og så meget selvtilfredse ud. Men borgmesteren glemte fuldstændig at nævne, at det jo i virkeligheden var rottefængeren, der havde befriet byen for alle rotterne. Det var der imidlertid ingen, der lagde mærke til. Folk råbte hurra og vinkede til borgmesteren og alle rådmændene, og så gik de hjem igen. Hen ad formiddagen gik rottefængeren op på rådhuset, hvor borgmesteren og rådmændene ventede på ham. >>Alle jeres rotter sprang i floden i går,<< sagde han, >>og jeg garanterer for, at ingen af dem vil vende tilbage. Der var ni hundrede og nioghalvfems tusinde ni hundrede og nioghalvfems. Skal vi afregne nu?<< >>Lad os først tælle hovederne,<< sagde borgmesteren og så meget snu ud. >>Hvor har du dem henne?<< Rottefængeren havde slet ikke ventet dette snyderi; han blev bleg af vrede og hans øjne skød lyn. >>Hovederne!<< udbrød han. >>Hvis i vil tælle hovederne, så kan I selv lede efter dem i floden!<< >>Du nægter altså at opfylde betingelserne i vores aftale,<< sagde borgmesteren. >>Så kan vi heller ikke betale dig, men eftersom du har gjort os en tjeneste, vil vi ikke lade dig gå tomhændet herfra. Du skal få halvtreds daler.<< >>Dem kan I godt beholde selv,<< sagde rottefængeren. Og siden I ikke vil betale mig, så skal jeres arvinger komme til det.<< Med disse ord vendte rottefængeren om på hælen og gik ud af rådhuset. Da folk i Hameln hørte, hvordan det var gået med betalingen, gned de sig i hænderne og lo, fordi det var lykkedes deres kloge borgmester at narre fløjtespilleren. Og de tog slet ikke notits af hans sidste ord til borgmesteren, som ingen kunne finde hoved eller hale på. Den næste dag var det søndag, og mens næsten alle de voksne var i kirke, dukkede rottefængeren pludselig op på byens torv og begyndte at spille på sin fløjte. Det lød så muntert og dejligt, at alle byens børn samlede sig på torvet, og da han begyndte at gå, fulgte de syngende og dansende efter. Rottefængeren blev ved med at spille, mens han og alle børnene dansede ud gennem byens port, indtil de stoppede for foden af Koppenberg lidt uden for byen. Da de nåede dertil, åbnede der sig en spalte i bjerget. Rottefængeren og alle børnene forsvandt ind i bjerget, og spalten lukkede sig atter. Kun én lille dreng, der havde brækket benet og derfor ikke kunne gå så hurtigt som de andre, vendte tilbage til byen og fortalte, hvad der var sket. Da forældrene kom hjem fra kirke og opdagede, at deres børn var væk, blev de naturligvis ude af sig selv af forskrækkelse: >>Vores børn! Hvor er vores stakkels børn?<< Men da de hørte, hvad der var sket, klagede de sig endnu mere. Fædrene løb over til bjerget med hakker og spader og søgte hele dagen efter åbningen, hvorigennem børnene var forsvundet. Men de fandt ingenting, og da mørket faldt på, måtte de vende tilbage til byen med uforrettet sag. Og hele natten lød der gråd og klage i byen, og ingen lukkede et øje. Mødrene græd og sukkede over tabet af deres børn, og fædrene ledte forgæves i dage og uger, men uden held. Til slut måtte byens borgere slå sig til tåls med, at børnene var og blev borte. Borgmesteren havde det heller ikke for godt, for det var jo ham, der havde truffet aftalen med rottefængeren, og ham, der havde fundet ud af, hvordan de kunne snyde ham. Nu kom alle byens borgere og bebrejdede borgmesteren det, der var sket, uden at tænke over, at de før havde været ganske enige med ham. Og den stakkels lille dreng med det brækkede ben, var det eneste barn, der var tilbage i byen. Han græd og var ked af det, for han havde mistet alle sine kammerater og havde ikke mere nogen at lege med. Men børnene hørte man aldrig noget til, og den dag i dag er der ingen, der ved, hvor de er blevet af.