TØJ.

Det er ikke sikkert, du lige har tænkt så meget over, hvad dit tøj signalerer... Formålet med denne artikel er, at sætte dine tænker i gang omkring det - hvad vil du med dit tøj? Vi har spurgt 2 fra LMU om hvad de tænker.

Christina.  

Har du en bestemt tøjstil?

- Nej, jeg går bare i tøj, jeg synes er pænt, og så skal det være rart at have på.

Skal kristne gå i noget bestemt tøj?

- Som kristen bør man nok ikke bare følge med tøj-trenden. Vi skal skille os ud, og ikke bare leve som den verden vi lever i. Derfor burde vi tænke lidt mere over, hvad vi egentlig udstråler. Det tror jeg kan være svært. Vi vil jo gerne det samme som andre mennesker og ligne dem. Det er ok at man ser pæn ud. Man skal jo ikke ligne noget der er løgn, fordi man er kristen.

Er det for eksempel ok at vise navle?

- Øhh... det synes jeg ikke, jeg vil stå og dømme folk for, men personligt vil jeg ikke have det rart med det. Det er lidt både og - for hvis det er brændende varmt, gider man ikke gå i store sweatere, men vil selvfølgelig gerne have lidt let og luftigt på.

Så når det er varmt må man gerne være lidt udfordrende?

- Nej! Jeg går jo ikke og tænker: Nu vil jeg være udfordrende. Jeg vil bare gå behagelig klædt. For mig at se er det vigtigste, at man ikke bevidst klæder sig udfordrende.

Hvor går grænsen?

- Det er op til folk selv, synes jeg. Jeg kan ikke komme med nogen bestemt længde på bukser og bluser for andre. Nogen synes måske mit tøj er udfordrende, uden at jeg selv gør. Fx vil en Shia-muslim finde mit tøj udfordrende, mens en almindelig dansker overhovedet ikke ser det udfordrende i det. Om kristne mener mit tøj er udfordrende, ved jeg ikke? Min personlige grænse...? Det er lidt svært at svare på. Når jeg står i butikken og prøver tøjet, kan jeg se, hvis der er noget, der bare ikke dur... - Jeg tror, at man tit overskrider grænsen mere eller mindre ubevidst for at følge med tøjmoden. Det er en sløv holdning, men ret svært lige at lave om på.

Hvornår standser du op og tænker over din udstråling? Har du gjort det før?

- Når jeg ser folk der går meget udfordrende klædt, kan jeg godt tænke på, hvad jeg egentlig selv går i, men det er da en udmærket lejlighed til lige at standse op og tænke sig om.

Anders.

Hvilket tøj går du mest i?

- Jeg går så vidt muligt i skatertøj - Jeg hader pop-tøj som slidte cowboybukser og krøllede skjorter. Jeg føler mig godt tilpas i skatertøj... der er plads nok i det. Jeg er sådan set ret ligeglad med, hvordan det ser ud.

Tænker du over hvad dit tøj udstråler?

- Afslappethed, dovenskab, ligegyldighed, det er da det jeg tænker om andre der går rundt i skatertøj. Sådan tænker jeg dog absolut ikke om mig selv. Det er jo kun hvad tøjet udstråler. Det er jo ikke altid sådan det er. Det er ikke altid, der er sammenhæng mellem personlighed og tøj, men der er jo ingen regler uden undtagelser...

Hvad tænker du, når du ser en pige i en meget nedringet trøje, bar mave og super kort nederdel?

- He he...øhmm, hvis jeg er af sted med drengene, tænker jeg, sikke en dulle og går videre. Sådan var det i hvert fald før jeg fandt en kæreste.

Hvor går grænsen som kristen, for hvad tøj man kan have på?

- Jeg skal ikke bestemme nogen grænse. Det er individuelt fra person til person, men jeg ved hvor min grænse er, og har en mening om hvor andres burde gå! - Super kort nederdel og meget nedringet trøje er over grænsen... det mener jeg i øvrigt ikke klæder nogen. På nogle ser det ok ud med et stykke bar mave. Generelt synes jeg, at man kan gå i det meste tøj, med undtagelse af tøj som ikke dækker bryster og balder.

Hvorfor har du denne grænse?

- Hvis pigen fx har en nedringet trøje på, kan man komme til at se mere, end hvad godt er! Det sætter en masse fantasier og tænker i gang, som man godt kunne have været foruden!

Er det kun pigerne der har et problem?

- Jeg mener et eller andet sted, at drengene har et medansvar, for de kan godt li´ det udfordrende tøj - de lægger mærke til det. Dette finder pigerne jo hurtigt ud af, og de vil jo gerne have opmærksomheden. Det vil de kristne piger selvfølgelig også, så hvis kristne drenge kigger efter piger med frækt tøj, så begynder de kristne piger selvfølgelig også at gå i den slags tøj. Derimod har jeg lidt svært ved at komme i tanker om noget drengetøj, der er seksuelt udfordrende...?!

Er det et relevant problem at kristne piger går i udfordrende tøj?

- Det synes jeg det er ved at blive. Der er nogle kristne piger, der allerede går i udfordrende tøj, og det legaliserer det ligesom overfor resten af gruppen (de andre kristne piger). Jeg vil også sige, at dem der tager sin kristendom seriøst, ser man sjældent i udfordrende tøj. Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om nogen, jeg kender.